Læs om

Ultralydsscanning

Ultralydsscanning hos kiropraktor eller fysioterapeut

Ultralydsscanning er et værdifuldt diagnostisk værktøj, der benyttes af flere af vores behandlere, til at vurdere omfanget og den præcise lokation af en skade. UL-scanningen kan vise et ret detaljeret billede af blødt væv som muskler, sener, ledbånd, slimsække og led i arme og ben. Det gør det muligt at identificere skader som overrivning af sener, forkalkninger i senerne,  seneskedehindebetændelse, betændelse i slimsække eller andre betændelsestilstande eller sågar knoglebrud på de knogler der ikke ligger for dybt. Skader der kan påvirke din bevægelighed og smerteoplevelse kan derfor ofte identificeres.

En ultralydsscanning hjælper behandleren og derved dig, med at give præcis information om skaden eller problemet. Vi kan bl.a. stille diagnoserne hælspore, tennisalbue, carpaltunnelsyndrom, achillessene skader, rotatorcuff syndrom og bursitis.
Vi oplever, at det giver en bedre forståelse af skaden og hjælper med at motivere dig til at deltage aktivt i behandling og rehabilitering.

Det er Lone Kousgaard Jørgensen, Lasse Busch Rumley og Cecilie Ryg, der udfører UL- scanningerne, men alle behandlere kan henvise dig til det, ved behov. 

Ultralydsscanning af knæ og andre led i arme og ben. 

Ultralydsscanning af knæ er en almindelig procedure, der udføres for at vurdere tilstanden af knæets strukturer, herunder sener, hævelser, irriterede slimsække og ledbånd. Derudover laver vi også ultralydsscanninger af fingre, håndled, albuer, skuldre, ankler, fødder, hofter og ribben. 

Går du til behandling i en anden klinik eller hos egen læge, kan du også få din behandler til at henvise dig til os, for at få lavet en UL-scanning, hvis vedkommende vurderer, det er relevant. Så scanner vi og sender beskrivelsen retur til henviser.

Der er kort ventetid, og prisen finder du på vores side om priser.

Ultralydsscanning hos Kiropraktorerne Kongevej

En UL-scanning kan aldrig stå alene. Den er altid et supplement til den kliniske undersøgelse og samtalen. Derfor skal du kun booke tid til UL-scanning, hvis du har været hos en kiropraktor, fysioterapeut eller læge, som har undersøgt dig, og anbefalet/henvist dig til ultralydsscanning. Hvis din egen læge eller en fysioterapeut fra en anden klinik anbefaler en ultralydsscanning, skal du bede dem om at sende en kort beskrivelse til os, af hvad det er, du skal have UL-scannet og hvorfor.

Hvis du har spørgsmål om ultralydsscanning eller ønsker at få oplysninger om priser og behandlingsmuligheder, er du velkommen til at kontakte os for en konsultation på telefon 74429299 eller mail@kiro-kongevej.dk